Kære Jobkonsulent

Hvad kan du forvente af os?
Det handler om at skabe en arbejdsplads med plads til alle “som kan og gerne vil “– hvor trivsel, inklusion og ansvar går hånd i hånd.

Virksomhedspraktik med tryghed og fleksibilitet
Vi fokuserer på at opbygge trygge sociale relationer, fordi vi tror, at en solid relation kan gøre en stor forskel for dem, der skal i gang igen. Et godt match handler derfor ikke kun om hensynet til arbejdsopgaver og skåne forhold, men også om at etablere en støttende og tryg relation i det daglige.

Vi prioriterer en åben dialog og muligheden for løbende at justere praktikforløbet. Det kan betyde ændringer i timetal, arbejdsopgaver, graden af kompleksitet eller andre elementer, der er med til at sikre, at forløbet bliver en succes og åbner døren til en ny fremtid hos os.

En positiv indstilling og velvilje fra både kommuner, sagsbehandlere og vores team spiller en central rolle i at skabe en god oplevelse. Vores mål er at sikre den kortest mulige vej tilbage til arbejdsmarkedet for den enkelte og dermed øge chancerne for et succesfuldt forløb, der potentielt kan føre til en fastansættelse.

Løbende opfølgning og dialog er en naturlig del af vores arbejde. Vi deler gerne positive oplevelser med jer, da vi ved, at det er værdifuldt for jer som jobkonsulenter at høre, når det går godt, og når vi ser jeres kandidater blomstre og trives hos os.

Samtidig forventer vi, at I er lydhøre over for vores erfaringer og tager det alvorligt, når vi rapporterer om eventuelle ændringer i timeantal eller skånehensyn, som først bliver tydelige, når personen er startet hos os. Sammen kan vi skabe de bedste forudsætninger for en vellykket integration på arbejdsmarkedet.

Vi er altid åbne for en dialog om, hvordan vi bedst kan støtte din kandidat på vej tilbage i et fast job, der matcher vedkommendes kompetencer og behov. Kontakt kontorbassen på 2887 4944.